Nye forskningsinitiativer for at styrke den psykosociale rehabilitering

Hvilke elementer i en kultur hæmmer og fremmer merværdien af en bio-psyko-social rehabilitering? Og hvilken effekt har et tillæg af psykologisk intervention i et helhedsorienteret rehabiliteringsforløb?

Det er nogle af de spørgsmål som skal belyses i to netop opstartede forskningsprojekter på Neurocenter Østerskoven (NCØ) i samarbejde med Aalborg Universitet (AAU). Ved hjælp af bl.a. private fondsmidler har det været muligt at finansierer to forskningsprojekter med henblik på at styrke og udvikle den psykosociale del af den helhedsorienterede rehabilitering på Østerskoven.

Det ene studie tager udgangspunkt i et antropologisk afsæt, og har til formål at se nærmere på menneskesynet i rehabiliteringen på NCØ – hvordan det skabes og kommer til udtryk i aktuelle praksishandlinger og relationer mellem ansatte og personer med hjerneskade. Studiet skal videre udforske, om den faglige basisviden som udbredes blandt de ansatte på NCØ, hjælper de ansatte til at blive mere nuancerede i synet på det enkelte menneske.
Chalotte Glintborg, Lektor i Rehabiliteringspsykologi, AAU, vil forestå studiet gennem observationer og interviews. Håbet er at studiet kan identificere konkrete hæmmende og fremmede faktorer og hvordan der aktivt kan arbejdes videre med disse, for at forbedre den helhedsorienterede rehabilitering for den enkelte.

Det andet studie er et ph.d.-projekt under titlen Implementering og evaluering af psykologisk rehabilitering, som del af en helhedsorienteret rehabilitering på Neurocenter Østerskoven. Projektet udføres af psykolog på NCØ, Cecilie Marie Thøgersen og er planlagt til at forløbe sideløbende over en treårig periode frem til udgangen af 2023.
På baggrund af positive erfaringer med introduktionen af rehabiliteringspsykologi på NCØ ønsker vi nu systematisk at afprøve og dokumentere implementeringen af en rehabiliteringspsykologisk indsats som led i tværfaglige samarbejde. Forskningen bliver derved et led i praksisudvikling og skal både evaluere og udvikle den aktuelle praksis. Der er i forskningen fokus på såvel den direkte intervention overfor den enkelte borger, som de kontekstuelle faktorer, der understøtter borgerens rekonstruktion af eksistentielle, følelsesmæssige og sociale kompetencer.

Med de nye tiltag ønsker vi at styrke den enkelte borgeres samlede rehabilitering i et helhedsorienteret perspektiv, med en balanceret fordeling i en bio-psyko-social forståelsesramme. Derudover håber vi at den enkelte på sigt opnår bedre livskvalitet, kontrol over eget liv og at borgere efter at have været på Østerskoven er bedre rustede til at møde de psykosociale udfordringer deres videre rehabiliteringsforløb kan medføre.

Kontakt:

Hanne Faber, faglig ansvarlig
hafa@rn.dk  

Cecilie Marie Thøgersen, psykolog og ph.d.-studerende
c.thoegersen@rn.dk

 

Opdateret