Vi vurderer, hvilke metoder der bedst matcher dine behov. Valget af metoder afhænger af dine udfordringer og den støtte, du har brug for, samt den kommunale bestilling. Følgende metoder bruges ofte, men de kan suppleres med andre relevante og evidensbaserede tilgange.
Affolter/Guidet taktil interaktionsterapi
Denne metode hjælper dig med at forstå og interagere med din omverden gennem følesansen og bevægelse. Personalet guider dig i naturlige bevægemønstre i hverdagsaktiviteter og i stabile omgivelser, der giver din krop tydelige sanseindtryk. Afhængigt af dine behov anvender vi enten enkelte elementer eller fuld guidning i pleje og træning.
Bobath
Bobath-metoden er udviklet til personer med nedsat muskelspænding, som har svært ved at bevæge sig normalt. Målet er at styrke sunde bevægemønstre og reducere spændinger i kroppen. Metoden bygger på kroppens reaktion på sanseindtryk og hjælper dig med at opnå bedre stabilitet og bevægelsesfrihed. Bobath bruges også til at tilpasse din lejring og understøtte kroppens naturlige bevægelser.
Coombes/FOTT
Hvis du har udfordringer med at spise, synke, tale eller trække vejret, kan denne metode være relevant for dig. Vi foretager en grundig vurdering af dine behov og tilpasser indsatsen – fx ved at justere madens konsistens, tilpasse diæt, skabe trygge måltidsrammer, støtte din vejrtrækning eller tilbyde talepædagogisk hjælp.
Elterapi
Elterapi kan bruges til både smertelindring og muskeltræning som en del af din rehabilitering. Der findes to former for elterapi:
• TENS: En metode, der hjælper med at lindre smerter ved at dæmpe smerteimpulser i nervesystemet.
• NMES: En teknik, der aktiverer specifikke muskler under træning og daglige aktiviteter, så du kan genvinde kontrol over dine bevægelser og reducere spasticitet.
Sanseintegrationsbehandling
Hvis du har sanseforstyrrelser, kan sanseintegrationsbehandling hjælpe dig med bedre at forstå og reagere på sanseindtryk. Terapien understøtter din motorik, opfattelsesevne og indlæring samt hjælper dig med at håndtere dagligdagens udfordringer mere hensigtsmæssigt.
Social færdighedstræning
Mange med hjerneskader oplever vanskeligheder i sociale sammenhænge. Social færdighedstræning styrker din evne til at forstå sociale signaler og deltage aktivt i fællesskaber. Vi arbejder med pædagogiske metoder, der forbedrer din evne til at kommunikere og navigere i sociale situationer på en tryg og støttende måde.
Psykoedukation
Forståelse af din diagnose og hjerneskade kan gøre en stor forskel for din hverdag. Psykoedukation giver dig viden om, hvordan din skade påvirker dig, og hvordan du bedst håndterer udfordringerne. Målet er at give dig indsigt, så du kan mestre din situation bedst muligt.
Alternativ og Supplerende Kommunikation (ASK)
Hvis du har udfordringer med at kommunikere med tale, kan ASK være en hjælp. ASK dækker forskellige måder at kommunikere på, såsom tegn, mimik, billeder og symboler. Vi anvender også hjælpemidler som staveplader, tablets og PODD-bøger for at gøre det lettere for dig at udtrykke dig og deltage i sociale og faglige aktiviteter.
Fysioterapi
Fysioterapi styrker din fysiske funktionsevne og foregår både individuelt og på hold. Gennem målrettet træning og brug af hjælpemidler arbejder vi for at øge din selvstændighed og livskvalitet. Fysioterapien tilpasses dine behov i tæt samarbejde med ergoterapien.
Ergoterapi
Ergoterapi hjælper dig med at klare dagligdagens aktiviteter bedre. Vi vurderer din motivation, kognitive evner og fysiske udfordringer, så vi kan finde de bedste strategier for dig. Træningen kan bestå af både fysiske og kognitive øvelser, samt brug af hjælpemidler, så du bliver mere selvhjulpen.