Hvem bor på Afdelingen for Medfødt Hjerneskade
Det gør borgere med moderat til meget svær medfødt hjerneskade i aldersgruppen 16-85 år.
Afdelingen er et midlertidigt botilbud med et specialiseret døgnrehabiliteringsophold i henhold til Lov om Social Service §107. Der er tale om et visiteret tilbud, som bevilges gennem borgerens egen kommune.
Vi har enkelte pladser i henhold til Barnets lov §43 stk. 1, nr. 6, og stk. 3. Her er der ligeledes tale om et visiteret tilbud, som bevilges gennem borgerens egen kommune.
Beboerne er ofte yngre mennesker med Cerebral Parese, RETT-syndrom eller anden neurologisk lidelse. Målgruppen er kendetegnet ved, at deres fysiske, kognitive og/eller kommunikative funktionsnedsættelser hver for sig er så omfattende, at det skaber en kompleksitet, som har betydning for flere forskellige livsområder. Deltagelse i alderssvarende hverdagsaktiviteter kræver betydelig støtte og assistance. Ud over de motoriske funktionsnedsættelser er der ofte en række yderligere vanskeligheder som direkte følge af selve hjerneskaden eller som sekundære komplikationer. De motoriske vanskeligheder er derfor ofte ledsaget af påvirkning af sanser, perception, kognition, kommunikation og adfærd samt af epilepsi og sekundære muskeloskeletale problemer.
Opdateret