Hverdagen på afdelingen
Hos os handler det om dig – dine ønsker, dine mål og det, der giver mening for dig i hverdagen. Med udgangspunkt i det, din hjemkommune har bestilt til dig, sørger vi for en god balance mellem faste rutiner, interessante aktiviteter, socialt samvær og den støtte, du har brug for i din udvikling.
Vi ved, at kommunikation er nøglen til det meste. Derfor er vi altid nysgerrige på, hvordan vi bedst taler sammen, så du kan udtrykke dig på den måde, der fungerer bedst for dig. Uanset, om du bruger tale, tegn, hjælpemidler eller noget helt andet, finder vi sammen de bedste løsninger.
Sådan kan en typisk hverdag se ud
På Østerskoven er der en god blanding af aktiviteter, træning og pauser, så du får en hverdag, der passer til dig. Her er et eksempel på, hvordan en dag kan se ud, hvis du bor på Østerskoven på fuld tid under §107 uden STU. Men der er selvfølgelig også plads til at tilpasse dagen efter dine behov og interesser.
Morgen: God start på dagen
Du starter dagen i dit eget tempo. Har du brug for hjælp, er der nogen, der støtter dig. Du kan også øve dig i at blive mere selvhjulpen, fx ved at tage tøj på eller gøre dig klar til dagen. Når du er færdig, spiser du morgenmad sammen med de andre.
Formiddag: Aktiviteter og træning
Klokken 09.00 går du i gang med dagens første aktivitet. Nogle dage arbejder du på dine egne mål, andre dage laver du noget sammen med de andre. Det kan fx være fysioterapi, kreativt værksted eller sansetræning.
Pause: Tid til ro
Ved 10-tiden er der en pause, hvor du kan slappe af, høre musik eller snakke med de andre.
Mere aktivitet
Fra 10.30 til 12.00 er der endnu en aktivitet – måske træning, en gruppeopgave eller en anden oplevelse, der passer til dig.
Frokost og fællesskab
Klokken 12.00 spiser du frokost sammen med de andre. Det er en god mulighed for at snakke om, hvad I har lavet, og hvad der skal ske senere.
Eftermiddag: Træning og udvikling
Efter frokost arbejder du videre med dine færdigheder. Det kan være ADL-træning, hvor du øver dig i at dække bord, rydde op eller klare små praktiske ting selv. Der kan også være kommunikationstræning, hvor du får støtte til at udtrykke dig – enten med tale, tegn eller hjælpemidler.
Pause: Tid til at lade op
Ved 14.30 er der en hvilepause, hvor du kan tage en lur, slappe af eller lave noget roligt.
Eftermiddagsaktiviteter og hygge
Når du er klar igen, er der fra 15.30 til 17.30 mulighed for at lave noget socialt eller kreativt. Du kan spille spil, deltage i en workshop eller bare hygge dig med de andre.
Aftensmad og fritid
Klokken 17.30 spiser du aftensmad. Resten af aftenen er fri, så du kan se en film, lytte til musik eller bare tage det roligt.
Aftenrutiner og afslapning
Klokken 19.00 begynder aftenrutinerne, og du kan vælge, hvad du vil lave – måske en kop aftenkaffe, lidt ro eller en hyggestund med de andre.
Godnat og tak for i dag
Ved 22-tiden er det tid til at sove.
Hvis du går på STU
Er du en del af STU-forløbet hos os, har du undervisning og aktiviteter fra kl. 09.00-14.30. Efter det kan du selv være med til at planlægge resten af dagen – måske vil du slappe af, være sammen med venner eller deltage i flere aktiviteter. Det er op til dig.
Se eksempel på STU-skema på siden om STU.
Særligt til fagprofessionelle
Læs mere fagligt detaljeret om afdelingen på tilbudsportalen.dk.
Se også Ydelser, matchning og takster, hvor vi har samlet materiale, som er henvendt til fagprofessionelle.
Opdateret